Det er okay min ven, jeg er her for dig. Bare kald mit navn, og du vil mærke mine kræfter.

Jeg er oplever en trang til at flu huden af, og give dig det som du har brug for.

Det kan jeg desværre ikke.

Men jeg fortælle dig så meget,

Mærker en intenst lyst til at skrive,
jeg mærker en intenst lyst til at oplyse.

Skrig det i mine øre, Skrig det som jeg gerne vil høre,
Skrig det i mit sind, og lad mig prøve at forføre.

Brygger lige lidt videre, skriger det med fløjt og fuglekvidder.

Du har lige haft inspireret mig til at skrive dette, ud fra din meget fine tekst. og af hjertet tak for dette ;)


Der er noget som kalder.

Der er noget som larmer, der er noget som bliver ved med at give lyd. Jeg høre det alle de steder jeg befinder mig, det er den snigende uro, det er den som prøver at fortælle mig noget. Jeg ved udmærket godt hvad den prøver at fortælle mig, jeg ignorere den bare.

Men kun til et hvis punkt, for jeg ved at det som bunder op til en uro, er den virkelighed som forsøger at kalde mig tilbage. Men hvad er en virkelighed uden ens tilstedeværelse? Og hvad kan jeg bruge min tilstedeværelse til, uden en virkelighed?

Spørgsmål som ikke er relevante, for hvis jeg vil skabe mig en ny, så jeg beskæftiger mig ikke med virkeligheden, jeg arbejder på at skabe en ny for mig selv.

Forskellige opfattelser af virkelighedder er og har været ser før.

Det er sådan hele verden er bygget på.

Du er en solid "håndværker" som kan sit kram!

Hold Da op!

Jeg syntes det er vildt godt skrvet det her, jeg er nærmest blæst helt bagover